Caverne du Pont D’Arc

 

CAVERNE DU PONT D´ARC – 36.000 år gamle hulemalerier

I midten af april i år så vi på TV – France 2-, at Præsident Hollande besøgte et nyt museum ved Vallon-Pont-D ´Arc, som udstillede præhistoriske hulemalerier. Vi kørte et par dage senere derop for at se museet, men var for tidligt på den. Museet åbnede først i slutningen af april (25. april 2015) for ”almindelige” besøgende. Personalet oplyste imidlertid, at det ville være en god idé, at bestille tid til besøget på nettet, da de forventede et stort antal besøgende, og adgang til den rekonstruerede grotte kun kunne ske på guidede ture. Mere om det i slutningen af denne artikel. Udstillingen er en ”kopi”

I december 1994 opdagede huleforskeren Jean-Marie Chauvet sammen med et par kolleger en grotte ved Ardeche-floden – ikke så langt fra Pont D´Arc – en grotte beliggende noget over floden. Grotten havde været lukket af et klippe fald for mere end 20.000 år siden, og derfor var hulemalerierne og klippe indgraveringerne bevaret i en bemærkelsesværdig flot tilstand.

Væggene i grotten var dekoreret med tegninger af hundreder af dyr fra femten forskellige arter og indgraveret i klipperne ved hjælp af flint, eller tegnet med trækul eller med fingrene. Med kulstof 14 metoden er tegningerne dateret helt tilbage til for 36.000 år siden. Dermed er tegningerne ældre end tidligere kendte hulemalerier, som eksempelvis Lascaux grotten, som er ca. 21.000 år gammel.

Selve grotten er optaget på Unescos liste over verdensarv, men er ikke tilgængelig for publikum af bevaringshensyn. Derfor er dette museum bygget, således at publikum kan få et indtryk/billede af grotten og de fantastiske tegninger. Museet er bygget i bjergene i garrigue´n over Ardeche-floden og består af 2 buede ankomstbygninger og 3 cirkulære anlæg, hvor bygningen, som indeholder den genskabte grotte, er den største og fjerneste. (Caverne). Grotten er genskabt ved at den originale grotte er opmålt (scannet) i 3 dimensioner. Ved hjælp af arkitekter, ingeniører og kunstnere er grotten derefter opbygget i museet, herunder er hulemalerierne blevet genskabt. Illusionen af at være i den originale grotte er meget overbevisende.

De 2 øvrige runde anlæg er dels en udstillingsbygning (Galerie de l’Aurignacien), som gennemgår livsbetingelserne for de istidsmennesker, som har udført malerierne, og dels en cafe-restaurationsbygning.

Råd om besøget:

Billetter kan bestilles på: www.cavernedupontdarc.fr

Her kan der også bookes tidspunkt for besøget. Der er kun Guidede ture – hvert 4. min kommer en ny gruppe af sted. Man venter ved indgangen til La Caverne, og museet anbefaler at man ankommer ca. 45 minutter inden sin reserverede tur (½ time var nu tilstrækkeligt ved vores besøg). Tag en varm trøje med – rundturen i grotten tager ca. 1 time, og der er ret køligt i grotten. Kør til Vallon-Pont-D´Arc, og følg derefter skiltningen til museet, som ligger ca 6-7 kilometer oppe i bjergene. Køreturen fra Vallabrix tager ca. en time.

Åbningstider:
Februar, marts, oktober – 14. november: 10.00 – 18.00
April, maj, juni, september: 10.00 – 19.00
Juli, August: 09.00 – 20.30
15. november, december, januar: 10.00 – 17.00

Udgivet i Ikke-kategoriseret.