Pont du Gard

Fælles for mange besøgende i vores skønne område er, at noget de SKAL se, er PONT du GARD. Vi har derfor valgt at gå lidt tættere på dette fantastiske bygningsværk. Hvor gammelt er det, hvad er det brugt til, hvem har bygget det mv. Pont du Gard er først og fremmest bygget for at skaffe frisk vand til befolkningen i Nimes. Nimes var i romertiden en af Roms vigtigste destinationer i det sydlige Frankrig, og byen har også sin store arena, som også er et levn fra romertiden.

            

Nimes var efter datidens forhold en stor by. Omkring Jesu fødsel boede mellem 30.000 og 40.000 indbyggere i byen. Heraf var mindst 20.000 romere, som var ’den herskende klasse’. Og herskerne havde hang til komfort – derfor havde man behov for friske vandforsyninger. Ikke kun til drikkevand, men også til byens mange fontainer, romerske bade, VVS-faciliteter og andre fornøjelser. Så hvad gør et ’verdensfolk’ så? Ja, man finder allerførst et sted i omegnen, hvor der er rigelige vandforsyninger – og så må man konstruere transportvejen efterfølgende. Da vand som bekendt løber nedad, var det også et krav, at ’kilden’ befandt sig højere end Nimes.

De store vandmængder i den rigtige højde fandt man omkring Uzes, i det vi i dag kender som Val d’Eure. Godt nok var der 35 km til Nimes og man skulle passere nogle højdedrag, små floder og ikke mindst Gard-floden, så det var en stor udfordring, man gik i gang med at løse i år 40 efter Kristus (der findes forskellige årstal, men de fleste kilder siger ca. år 40 eK).

Højdedragene løste man på den enkle måde. Man ’gik udenom’. Det forlængede selvfølgelig vandledningen men hvad betød lidt ekstra byggearbejde. Man havde jo slaver nok! Men det gjorde, at vandledningen faktisk blev på ca. 50 km.  Samtidig skulle man også sikre en konstruktion, hvor vandet løb nedad hele tiden.

Højdeforskellen mellem kilden ved Uzes og vandbeholderen i Nimes var kun 17 meter, så ingeniørerne stod overfor en beregning, der bare skulle være nøjagtig. Faldet fra Uzes til Pont du Gard er på ca. 67 cm pr. km., og på den anden side af floden til Nimes var faldet i snit 19 cm. pr.km, helt ned til 7 cm pr. kilometer! Og så var der lige passagen af Gard-floden!

Her skulle der virkelig konstrueres et mesterværk for at få vandet over, så faldet stadig kunne fortsætte mod Nimes, når man nåede den anden side. Resultatet blev den akvædukt, vi i dag kender som Pont du Gard.

Broen er lige knap 50 meter høj og består af 3 niveauer. Hvert niveau bæres af en række buer. Nederste niveau støtter på 6 buer med en spændvidde på 24,5 meter. Broen her er her 6 meter tyk, 22 meter høj og ca. 142 meter lang. Mellemste niveau er bygget på 11 buer, er 4 meter tyk, 20 meter høj og 242 meter lang og endelig består øverste niveau af 35 buer, er 3 meter tyk, 7 meter høj og 275 meter lang. Alt holdes sammen alene ved stenenes egen vægt og låsning. Man mener, der er brugt ca. 54.000 tons sten til at bygge broen, alle sten, der er hugget ud af klipperne i nærheden, og derefter transporteret frem til byggepladsen. De største sten vejer op til 6 tons, så der har også været godt gang i slavernes muskler. Men heldigvis var romerne jo fantastiske ingeniører, så de havde avancerede transport- og hejseværktøjer (trisser og taljer) allerede på det tidspunkt.

Selve byggeriet blev opdelt i faser. Af gode grunde startede man med nederste niveau, som man mener, at ca. 1.000 mand har arbejdet på konstant i 6-7 år. På de øvrige niveauer har der været brugt nogenlunde samme antal mænd og tid.  Broen stod klar ca. år 60 eK. Og man var så klar til at transportere vand til Nimes. Vandet løb i en kanal på broens øverste niveau. 1, 80 meter dyb og1,20 meter bred med et fald på 2 promille! Hver dag blev transporteret mellem 20.000 og 30.000 kubikmeter vand – det svarer til, at der har været et vandforbrug på 600-800 liter vand pr indbygger!! De må have haft mange teenagebørn! Og det var nok ikke gået med de vandpriser, vi holder os i dag!

Der har tidligere været adgang til at gå på de 2 øverste niveauer, men i dag er det alene på det nederste niveau, man kan færdes. Det er på ikke selve akvædukten, man går på, men en vejbro, som man besluttede at ’koble’ på broen i 1743. Så det er også en gammel svend, man betræder. Der er dog mulighed for guidede ture på øverste niveau, hvor man passerer gennem vandkanalen. Flere steder på vejen fra Uzes til Nimes kan man stadig se rester af kanalen. I Val d’Eure er et godt stykke bevaret, og også tæt på Pont du Gard ser man flere steder rester af vandledningen. Det kan absolut anbefales at gå rundt i området og lidt væk fra broen. Dels får man nogle fantastiske kig til broen, dels er stedet i sig selv meget smukt med Gard-floden, der slynger sig i landskabet. Hele området er fredet naturpark (165 hektar) og en del at Unescos verdensnaturarv.

Området er også velegnet til en frisk badetur (man må dog ikke springe i fra broen!!), masser af muligheder for picnic, restauranter og et museum, der fortæller en masse historie. Og så kan det også anbefales at tage en kanotur fra Collias. Her får man en fantastisk gennemsejling af broen og turen stopper ca. en kilometer efter.

 

Udgivet i Ikke-kategoriseret.