Om landsbyen Vallabrix

Kort om Vallabrix og omegn

Vallabrix er en typisk sydfransk landsby med gamle stenhuse smalle gader, en gammel fælles vaskeplads, en fontæne og en romansk kirke fra det 11. århundrede. Ved kirken har man indrettet et område til petanque, hvor landsbyens beboere ofte samles til et spil. Man vil ligeledes i byen kunne se det særprægede renæssanceslot Chateau Bargeton, der i dag huser flere familier.

Byen rummer – foruden kirken – mange meget gamle bygninger. Feriehuset er fra 1780 og var oprindeligt to smalle byhuse. På en gavl små 50 meter fra huset finder man en endvidere en utrolig flot renæssance udsmykning.


Vallabrix har omkring 320 indbyggere. Der er ikke længere egentlige forretninger i Vallabrix, men bageren kommer hver morgen typisk mellem 8 og 9. Han plejer at dytte på sin vej igennem byen. Skulle det smutte at fange ham ved huset, så kan man ofte indhente ham omme ved kirken. Endvidere kan man køber pizza’er omme ved skolen og ved rådhuset hver tirsdag fra kl. 18 – 21.

Ellers foregår handelen i Saint Quentin la Potterie, der ligger 3 km borte. Foruden restaurant og café er der en del dagligvareforretninger, ligesom der er marked hver fredag formiddag og om tirsdagen bio-marked. Læge, tandlæge og apotek findes ligeledes i byen. Ved turistkontoret ved torvet findes en hæveautomat.